• Carlsbergs salg løftes af indtægter fra britisk læskedrikproducent

    Source: BDK Finans / 13 Aug 2025 23:32:37   America/Los_Angeles

    Carlsbergs omsætning voksede i første halvdel af året med mere end 18 procent. Det viser bryggerikoncernens regnskab, der er blevet fremlagt torsdag morgen. Salget endte på 45,9 milliarder kroner mod 38,8 milliarder kroner sidste år. Fremgangen skyldes blandt andet opkøbet af den britiske læskedrikproducent Britvic, som Carlsberg overtog i midten af januar. - Vi er tilfredse med den underliggende præstation fra Britvic i kernemarkederne i Storbritannien og Irland. Integreringen forløber som planlagt, og vi er begejstrede for den langsigtede værdi af dette opkøb, siger Jacob Aarup-Andersen, administrerende direktør i Carlsberg, i regnskabet. Ser man bort fra indtægterne fra Britvic, faldt Carlsbergs omsætning derimod en smule med 0,3 procent. Tilbagegangen tilskrives tabet af licensen til at brygge og fremstille den filippinske San Miguel-øl på licens. Det har også ramt Carlsbergs salg i regionen Vesteuropa, som er bryggeriets vigtigste marked. Organisk faldt omsætningen i regionen med 0,8 procent. Ser man bort fra tabet af San Miguel-licensen ville den organiske vækst være 2,6 procent. Vesteuropa omfatter blandt andet de nordiske lande, Tyskland og Storbritannien. Topchef Jacob Aarup-Andersen siger i regnskabet, at Carlsberg på trods af et "svært halvt år" har leveret solide resultater. - Vi forventer ikke, at forbrugerklimaet vil forbedre sig resten af året. Ikke desto mindre fortsætter vi vores langsigtede investeringer i vores vigtige brands og kompetencer, herunder inden for områder som digitalisering, marketing og værdistyring, for at skabe et endnu stærkere Carlsberg, siger han. I forbindelse med regnskabet har Carlsberg justeret på sine forventninger til året. Nu regner koncernen med en organisk vækst i driftsresultatet på mellem tre og fem procent. Tidligere ventede man en vækst i intervallet en og fem procent. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/carlsbergs-salg-loeftes-af-indtaegter-fra-britisk-laeskedrikproducent
Share on,